Tryk her for skolens kalender for 1. halvår i skoleåret 18-19.

Tryk her for skolens kalender for 2. halvår i skoleåret 18-19.

Tryk her for skolens Kalender skoleåret 17-18.

AUGUST

Skolestart. Vi starter alle ved flagstangen, hvor der synges og fortælles. Personalet præsenteres, og alle elever synges ind i klasserne. Forældre kan enten vælge at gå med i en af klasserne eller hjælpe til med at få serveringen klar i skolegården.

Grillaften. Altid første fredag efter skole start. En hyggelig start på året for alle familier, hvor der spises, sludres og leges under træerne. Der bliver tændt grill, og man medbringer en ret til fælles buffet og man sørger selv for service, drikkevarer og kød til grillen + evt. tæppe og jakker.

Introture. Klasserne tager på introture forskellige steder nogle uger efter skole start, af forskellig længde og med forskelligt indhold. En god måde at få de enkelte klasser rystet sammen på efter en lang ferie.

Forældremøder. Der afholdes forældremøder i starten af skoleåret. Her fortæller lærerne om planer for året, og I har mulighed for at snakke sammen som forældregruppe i klassen, sætte punkter på, som I gerne vil debattere samt vælge forældrerepræsentanter. Forældrerepræsentanter kan hjælpe med at give information videre, være tovholdere på sociale arrangementer for klassen m.m. Se kalenderen for datoerne.  Det forventes at 1 forælder fra hver familie deltager – ellers giv besked til klasselæreren.
SEPTEMBER

Arbejdsdag, en dag, hvor alle familier prøver at afse tid til at hjælpe til ude og inde med praktiske opgaver. Skolen er vært ved en dejlig frokost. Man møder op i arbejdstøj, og opgaver, værktøj o.lign. fordeles af ”tovholderen” kl. 9.00.

Pædagogiske dage. Personalet tager væk for at få tid til at snakke og få inspiration til udviklingen af skolen. Forældrene overtager undervisningen, så meld dig gerne til disse dage.

Bornholm. Tager sædvanligvis til Bornholm i 6. og 7. klasse på tur til solskinsøen, en tur som de selv har sparet op til.

Temaperiode i efteråret. Den ene af to emne uger eller tema periode hvor der arbejdes med et fælles emne på hele skolen med fordybelse i de enkelte klasser.

Foredrag. I en separat folder modtager I information om de foredrag, der er arrangeret af Foredragsforeningen for efterår/vinter. Folderen uddeles i september.

 

OKTOBER

Motionsdag den sidste fredag inden efterårsferien. Denne dag er der i skoletiden motionsdag på Rudme Friskole – samt på næsten alle skoler over hele landet.

Efterårsferie uge 42

 

NOVEMBER

Åben skole med fællesspisning. Nye elever til 0.kl. møder op sammen med deres forældre til information og indskrivning. Desuden er andre, der er interesseret i at se skolen, velkomne.

Skole/hjem – samtaler. I løbet af november, december og januar vil alle elever blive vendt – fagligt og socialt – i en snak mellem forældre og min. 2 af barnets lærere. I nogle klasser er barnet også med til hele eller dele af samtalen. Samtalerne giver bedre indsigt og fælles forståelse og skaber mulighed for aftaler om det videre forløb i skolen.

Kransebinding. Alle er velkomne til at være med til at lave adventskranse og juledekorationer sammen med eleverne. De fine ting sælges på den store juledag.

Den store julebazar lørdag inden 1. søndag i advent. En festlig dag for hele familien, hvor der vil være salg i boder, musik, sang, aktiviteter, gløgg og æbleskiver m.m. Dagen er skoledag for eleverne, så de skal meldes fri hos klasselæreren, hvis de ikke kan komme!

 

DECEMBER

Juleteaterforestilling. Teater for de yngste. 0.-3. kl. øver sig på juleteater, der skal opføres på skolen.

Juleafslutning. Sidste dag på starter vi i klasserne. Derefter går vi alle til kirken og synger julen ind – og ønsker hinanden god jul!

Juleferie

JANUAR

Skolestart. Godt nytår! Vi vender tilbage efter nytår med almindeligt skema fra første dag.

Skolemøde.  Een gang om året mødes alle voksne til et tidsaktuelt oplæg og efterfølgende debat om vores skole. Det er vigtigt at holde gang i den løbende samtale omkring vores skole. Det forventes at mindst 1 forælder fra hver familie deltager.

FEBRUAR

Vinterferie.

Fastelavn. Et par sjove timer, hvor alle, voksne og børn, møder udklædte, går parade, slår katten af tønden, leger og danser folkedans. Eleverne i 6. og 7. klasse står for aktiviteter på dagen.

 

MARTS

Emneuge. Anden emne uge. En spændende uge for hele skolen med fælles tema, som eleverne vælger (hvis de er heldige).

Påskeferie

 

APRIL

Generalforsamling. Generalforsamlingen er den øverste myndighed. Derfor er dette en meget vigtig dag i skoleåret, hvor bestyrelsen fremlægger beretning, regnskabet gennemgås, og der bliver mulighed for debat omkring skolen. Der er oftest ”kampvalg” om de nye pladser i bestyrelsen, så mød op til en på mange måder spændende aften, hvor der vil blive serveret kaffe og lagkage.

Arbejdsdag. Årets bedste dag for de som elsker at løfte i flok og for skønne vores skole og lege plads

Fælleslejrskole. Fælles lejer skole for alle elever og de forældre som har lyst og mulighed for at deltage.

Egeskov løbet. Egeskov Slotsløb blev afviklet for første gang i 2011 arrangeret af forældre til støtte for Rudme Friskole. Det blev en kæmpe succes med over 600 løbere og året efter deltog mere end 1000. Meld dig som løber – eller som hjælper!

 

MAJ 

Forårsmarked. Årets store festdag med skole fest kl. 18. Der er opsætning af boder fredagen forinden. Her er årets børnedyrskue med et væld af aktiviteter på markedspladsen. Om aftenen bliver der fest med spisning, og eleverne optræder med musik.

Forældre i 0. og 3. klasse står for aktiviteter på dagen.
Forældre i 4. og 5. klasse står for mad til aftenfesten.
Dagen er skoledag for eleverne, så de skal meldes fri hos klasselæreren, hvis de ikke kan komme!

 

JUNI

Teaterperiode for de store elever som opfører årets sidste store teaterforestilling.

Sidste skoledag. Dagen, hvor vi rydder op, hygger, 7.kl. spiller fodbold mod lærerne, og alle får sagt farvel og god sommerferie til hinanden.