Rudme Friskole har ikke en skolegård, i stedet har vi en have, som er vores legeplads. Træerne er noget, der skal klatres i, mens jord er noget, der laves mudder af, og gyngerne skal svinge helt op i himlen. At falde ned og slå sig er at mærke verden. Det lærer børnene hurtigere, end vi voksne glemmer at bekymre os om det.
Vuggestuen og børnehaven har deres egen del af legepladsen, men skolebørnene er altid meget velkomne, og skolebørnene og børnehave børnene har stor glæde af hinanden. Det er specielt dejligt, at søskende ser hinanden i løbet af dagen. Vi bor tæt på skoven, så når det er passende, bruger vi skoven i undervisningen.

Første skoledag synger børn og forældre:
“Lad dem lege i livstræets krone
Lad dem føle, at livet er stort
lad dem skue de blå horisonter
og himmelhvælvingens port.”

PS. Legepladsen er både godkendt af børnene og Arbejdstilsynet.